Foredrag i Selskab for Nordisk Filologi
Jørg Asmussen:
Korpus 2000 - til hvilken nytte?
Baggrund, muligheder for empiriske sprogundersøgelser, fremtidsperspektiver
Torsdag den 21. november 2002 kl. 19:30
Københavns Universitet Amager, Njalsgade 80, lokale 18.2.173
Resumé
Korpus 2000 er et nyt korpus over dansk skriftsprog omkring år 2000.
Det blev udarbejdet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab over en periode
på toethalvt år, først og fremmest med henblik på
at give alle alment sproginteresserede et redskab til at undersøge
dansk sprogbrug med. Korpus 2000 er gjort tilgængelig på internettet
parallelt med det 10-15 år ældre Korpus 90, en særlig bearbejdet
delmængde af Den Danske Ordbogs korpus.
Jeg vil kort komme ind på baggrunden for og opbygningen af Korpus 2000
og prøve på at placere det i en korpustypologisk ramme og positionere
det i forhold til andre korpora over dansk, herunder også Arkiv for
Dansk Litteratur. Dernæst vil jeg, delvis med udgangspunkt i nogle
af de undersøgelsestyper, som er anført i Kennedy 1998 (kap.
3), demonstrere undersøgelsesmulighederne i Korpus 2000. Særlig
vægt vil jeg lægge på sammenlignende undersøgelser
mellem Korpus 2000 og Korpus 90 og diskutere, hvilke konklusioner man kan
drage ud fra observationerne. Afspejler observerbare forskelle generelle
sproglige forandringer - eller bare uensartet sammensatte korpora? I denne
forbindelse vil jeg komme ind på de to velkendte korpuslingvistiske
fantomer 'repræsentativitet' og 'balancerethed' - og opridse muligheder
for at sikre sig, at to korpora som Korpus 2000 og Korpus 90 er opbygget
på en ensartet måde.
Endelig vil jeg skitsere nogle fremtidsperpektiver, hvor hovedvægten
vil blive lagt på de diakrone aspekter ved en løbende dokumentation
af dansk sprog i form af store almene tekstkorpora.